Tavshed om dårligt arbejdsmiljø
- Nicoline Noe
- Publiceret 20. december 2024
Gennem året har der været mange sager om udfordringer på arbejdspladser og overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Krænkende ledelse og virksomheder, der går til ekstremer for at undgå, at farlige forhold bliver opdaget, har fyldt godt op i mediebilledet. Blandt de mest omtalte er historierne om Regionpsykiatrien i Randers, Moderaterne og migrantarbejdere på Storstrømsbroen.
Men 2024 har ikke været et optimalt år, hvis man har interesse for arbejdsmiljø i Danmark. Gennem store dele af første halvår har det nemlig ikke været muligt at følge med i, hvilke virksomheder der har haft besøg af Arbejdstilsynet.
Gennemsigtighed på pause
Den velkendte smileyordning, der tog temperaturen på arbejdsmiljøet, blev lukket d. 1. februar for at gøre plads til Tilsynsindblikket – et nyt system, der blev lanceret 1. juli 2024. Dermed var der gennem fire måneder ingen mulighed for indsigt i arbejdspladser med dårligt arbejdsmiljø.
Til gengæld for vores venten var løftet fra Arbejdstilsynet, at Tilsynsindblikket ville skabe større gennemsigtighed. Nu, knap et halvt år efter åbningen af portalen, er der igen ikke adgang til nye sager. Fra midten af december og til udgangen af marts i 2025, vil der ikke komme nye opdateringer om arbejdsmiljø på Arbejdstilsynets portal.
”Tilsynsindblikket er siden den 13. december 2024 ikke opdateret med nye besøg og afgørelser. Det forventes, at det ved udgangen af 1. kvartal 2025 igen er opdateret,” lyder den korte besked om tilsyn på Arbejdstilsynets hjemmeside. Der gives ingen forklaring på situationen.
Screenshot fra at.dk.
I offentlighedens tjeneste
Da både vi og mange kollegaer i de forskellige mediehuse jævnligt gør brug af arbejdsmiljøtilsyn, har vi kontaktet Arbejdstilsynet for at høre, om der kan findes en anden mulighed for at få adgang til sagerne, mens opdateringerne er sat på pause.
Ifølge Arbejdstilsynet skal der etableres et nyt kildesystem for Tilsynsindblikket, og imens er det ikke muligt at tilføre nye tilsynsdata.
Vi har derfor bl.a. foreslået, at data om tilsyn og afgørelser kan udleveres i Excel-format. En løsning, som kontorchef ved Arbejdstilsynet, Katrine Wied Christensen, i august lovede, at Arbejdstilsynet arbejdede på, ville blive en mulighed.
Udtalelsen faldt dengang som svar på KM24’s kritik af Tilsynsindblikket, som vi fra begyndelsen har opfattet som en forringelse af mulighederne for indsigt.
En ny mørklægning kan få væsentlig betydning for at opdage arbejdspladser med dårligt arbejdsmiljø. Målet med Tilsynsindblikket var ifølge Arbejdstilsynet selv, at virksomheder kunne motiveres til at skabe et bedre arbejdsmiljø, hvis problemerne blev synlige for offentligheden.
Meldingen fra Arbejdstilsynet er dog, at der på nuværende tidspunkt ikke er mulighed for adgang til tilsynsdata.
Er du interesseret i arbejdsmiljøet hos en bestemt virksomhed, må du derfor indtil udgangen af marts bede om oplysningerne gennem en aktindsigt.