Se og Hør-artikel papirøen
Kunder

SE og HØR ser bolighistorier med det samme

    Nicoline Noe
  • Nicoline Noe
  • Publiceret 22. marts 2024
  • Sidst ændret 4. september 2024

KM24’s overvågning har stor betydning for SE og HØR's dækning af boligmarkedet. Ifølge nyhedschef Heine Jørgensen har journalisterne fået adgang til langt flere historier – ikke mindst om kendte danskere, som køber eller sælger ejendomme.

Der var stor interessere fra SE og HØRs læsere, da Danmarks hidtil dyreste lejlighed – med en udsigt over kanalerne og Skuespilhuset i København og en kvadratmeterpris på knap 190.000 kr. – blev solgt i sommeren 2023.

Et tip fra KM24’s overvågningssystem gjorde nyhedschef Heine Jørgensen i stand til at skrive historien, før andre medier tog sagen op. Siden fem af redaktionens journalister for et lille års tid siden fik en bruger på KM24, er antallet af databaserede artikler steget.

”Det her produkt har gjort en kæmpe forskel. Overvågningen munder ud i en historie mindst hver anden dag, hvilket er et højt niveau for succes, når man sammenligner med andre journalistiske datasystemer, vi har adgang til,” fortæller nyhedschefen.

Se og Hør, redaktion

Det kan komme som en overraskelse for nogle, at SE og HØR arbejder med data, men det er noget alle medier gør, mener Heine Jørgensen. KM24 gør det muligt for de af redaktionens medarbejdere, som ikke har en specialiseret dataviden.

Heine Jørgensen, som har en særlig interesse for datajournalistik, forklarer, at han gennem flere år har haft et samarbejde med teamet bag KM24 om at hente data – særligt vedrørende ejendomme:

”Det er helt naturligt, at tabloidmedier interesserer sig for boligområdet, for der er mange gode menneskehistorier. Da KM24 lavede det her brugervenlige system, lå det til højrebenet, at vi selvfølgelig skulle være med.”

Flere relevante historier

Nyhedschefen forklarer, at journalisterne gik fra at være afhængige af, at andre skulle behandle data for dem til selv at kunne skrive artikler på baggrund af informationer fra KM24:

”Opbygningen af systemet gør det nemt for selv ikke-tekniske medarbejdere på redaktionen at få det overblik, som er nødvendigt for, at vi kan følge med og udvælge de rigtige historier.”

Heine Jørgensen understreger, at platformens troværdighed og den systematiske opbygning af ejendomsdata gør det muligt præcist at identificere de rigtige personer i en handel – selv hvis de har et mere almindeligt navn. Adgangen til KM24 betyder helt reelt, at SE og HØR er i stand til at finde flere relevante historier.

”På et tidspunkt hægter man sig fast på en ejendom og vil gerne holde øje med, om den bliver sat til salg. Noget af det unikke ved systemet er, at man kan lægge BFE-nummeret ind og automatisk få besked, hvis boligen bliver tinglyst. Data kommer nærmest i det øjeblik tinglysningen er sket,” siger Heine Jørgensen.

Ved at fodre KM24 med BFE-numre fra Papirøen kunne SE og HØR følge op på artiklen om Danmarks dyreste lejlighed med en række historier om kendte, der købte sig ind i ejendommen.

Mange e-mails

Er der noget, der har voldt jer besvær?

”Der ligger et stort arbejde i forhold til at få oprettet den overvågning, man har brug for, og der kan være mange ’fejlhits’. Hver gang vi får ti mails, er der måske en halv historie, så man skal læse mange mails. Derfor har vi oprettet et filter på folks computere, så KM24-mails går i en særlig mappe og ikke spammer dem inde i deres almindelige indbakke,” fortæller Heine Jørgensen.

Heine Jørgensen

”Vi har sat filtre op på langt de fleste funktioner i systemet. Men der, hvor det har givet den største her og nu-gevinst, er i forhold til bolighandler,” siger Heine Jørgensen, nyhedschef på SE og HØR

Han er klar over, at der er mulighed for at logge ind på KM24 for at se sine hits i stedet for at få dem tilsendt, men mener, at det er vigtigt, at journalisterne får mailnotifikationer. Det øger sandsynligheden for, at historierne bliver set og omsat til en artikel.

I dag er det tips om ejendomme, der fylder mest i indbakken, men SE og HØR bruger også andre muligheder i systemet og overvåger bl.a. dødsfald og civile retssager. Herudover gør KM24 arbejdsgangen mere effektiv, da Heine Jørgensen ikke længere bliver en flaskehals.

”Tidligere var det mig og en enkelt kollega, der holdt øje med boligområdet og behandlede data. Men der kunne være dage, hvor vi ikke havde tid. KM24 er på alle måder et plus, og det er også blevet nemmere at være mig,” siger Heine Jørgensen.

Om nyheder

    Her finder du alle vores KM24-nyheder. Vi skriver primært om data-drevet journalistik med udgangspunkt i data, kunstig intelligens og aktindsigt.