Restauranter har tre gange så høj konkursrisiko som resten af erhvervslivet
- Nils Mulvad
- Publiceret 1. oktober 2026


Restaurant Bjørn & Delfino i København SV er en af restauranterne i det nye Gorms. Foto stillet til rådighed af Christian Madsen.

Restauranter går konkurs næsten tre gange så ofte som resten af det danske erhvervsliv. Ansatte får deres løn-efterslæb dækket af det offentlige, der også kan tabe penge på ubetalte momsregninger. Leverandører, der har solgt varer på kredit, står tilbage uden en krone. De føler sig snydt, hvis driften kort efter fortsætter i et nyt selskab på samme adresse.
Restauranter lukker langt oftere end andre virksomheder i Danmark. Det viser en gennemgang af CVR- og regnskabsdata for alle danske selskaber. Når en restaurant går konkurs uden penge til kreditorerne, bliver gælden i det gamle selskab. Ofte sker det, at en ny udgave med næsten samme navn åbner kort efter, ofte på samme adresse og med de samme personer i ledelsen.
Fra nedlukning til gældsefterslæb
Konkurs-niveauet i dag skal ses i lyset af corona. Da restauranter og caféer lukkede ned 18. marts 2020, tog omkring 4.000 af dem imod et statsligt corona-lån for at holde skindet på næsen. Ifølge Skatteministeriet er 94 procent af de lån siden betalt tilbage. Men gælden fra nedlukningen ramte sammen med inflation og høje energipriser. Branchen kom aldrig helt fri af de regninger.
Brancheorganisationen HORESTA konstaterede i september 2023, at der havde været flere konkurser i årets første otte måneder end gennemsnittet for 2015-2019. Alene i Region Hovedstaden måtte 142 restauranter og caféer lukke det år.
Sammenlignes hele 2019 med 2024, er konkurstallet blandt restauranter steget fra 252 til 305, en vækst på 21 procent, mens branchens samlede omsætning i samme periode voksede med over 30 procent, viser en HORESTA-analyse fra marts 2025.
Det seneste år er tendensen vendt en anelse. Ifølge FødevareWatch vokser omsætningen. Færre virksomheder går konkurs end tidligere, selv om stigende omkostninger presser branchen.
Konkurs-niveauet er derfor stadig markant højere end i resten af erhvervslivet. Ud af 4.971 selskaber med branchekoden for servering af mad i restauranter og caféer gik 211 konkurs det seneste år. Det er en konkursrate på 4,25 procent, mod 1,44 procent for hele det danske erhvervsliv. Den beslægtede branche, øvrige spisesteder, med 921 aktive selskaber havde en konkursrate på 4,78 procent.
Sådan så det ud hos Gorm's
Da pizzakæden Gorm's brød sammen, skete det i to bølger. Gorm's Restauranter ApS og Gorm's Kolding ApS gik konkurs 5. oktober 2022. Den 20. marts 2023 fulgte 13 af kædens øvrige selskaber, deriblandt afdelingerne i Tivoli, Nyhavn, Fields, Torvehallerne og Aarhus samt holdingselskabet og administrationen.
Otte af de 15 boer overdrog lønkrav til Lønmodtagernes Garantifond for i alt 1.818.387 kroner omfattende 138 lønmodtagere. For de otte boer var der heller ikke en krone til de øvrige kreditorer, mens leverandørerne i de resterende boer fik mellem 3 og 54 procent af deres tilgodehavende.
To uger efter konkursen kunne kæden melde, at den var reddet. En ny investor, CPH Gastro Projects ApS, havde indgået en aftale om at overtage aktiver og varemærkerettigheder fra konkursboet, og en del af den tidligere ejerkreds, heriblandt stifter Gorm Wisweh, gik med ind i den nye ejerkreds.
Kæden kører i dag videre i selskabet Copenhagen Gastro Projects Holding ApS med datterselskaberne We Are Gorms HQ ApS og diverse driftsselskaber, deriblandt Gorms Pizza Tivoli Food Hall ApS, alle med Christian Madsen og Jakob Mikkel Bo Dyhr Hansen i ledelsen.
De samme to var en del af ledelsen i det gamle Gorm's frem til konkurserne i 2022-2023.
”Da selskabet gik konkurs pga. efterslæbet fra Corona-tiden, var vi nogle stykker fra ledelsen og nogle stykker fra den tidligere ejergruppe der gik sammen for at undersøge, om vi kunne rejse kapital til at købe konkursboet og dermed videreføre aktiviteterne for på den måde at redde virksomheden,” fortæller Jakob Mikkel Bo Dyhr Hansen, der ikke havde investeret i de oprindelige selskaber, men har i de nye.
Billedet er blandet tre år efter
De 2025-regnskaber, som selskaberne i koncernen indsendte til Erhvervsstyrelsen 30. juni 2026, tegner et kompliceret billede. Holdingselskabet har kørt med milliontab hvert år af de tre år, der er regnskaber for, dvs. 2023, 2024 og 2025. I alt er tabet på mere end 15 mio. kr.
Revisor advarer i de seneste årsregnskaber, afleveret i juni, da også om risiko for den fortsatte drift. For moderselskabet kræver det, at budgetmålene for 2026 nås. Nyhavn 14 ApS, Jægergårdsgade 6 ApS og Magstræde 16 og 18 ApS mangler ifølge regnskaberne bindende finansieringstilsagn og er afhængige af midlertidig finansiering.
”Ejerne skyder de nødvendige midler ind for at sikre selskaberne, hvis det skulle blive nødvendigt,” betoner Jakob Mikkel Bo Dyhr Hansen.

Jeg har aldrig prøvet at starte en virksomhed op efter en konkurs før, og jeg må tilstå, at det har været en udfordrende omgang. Det har næsten været som at starte forfra, og de første driftsår har været tungere end forventet. Dem er vi heldigvis igennem, og det ser anderledes lyst ud nu.
Christian Madsen, direktør i Copenhagen Gastro ProjectsChristian Madsen, en af Gorm's oprindelige stiftere og i dag direktør i Copenhagen Gastro Projects Holding ApS, fortæller, at konkursforløbet har gjort ondt. Ejerkredsen forsøgte at redde driften, men kunne ikke nå at betale gælden til Skat inden for den frist på 20 måneder, der var sat, og der var derfor ikke andet at gøre end at lade selskaberne gå konkurs - hans første konkurs nogensinde.
Havde han vidst, hvor meget presseomtale sagen ville få, og at kunderne ville blive væk i en periode, havde han overvejet det hele en ekstra gang.
"Det har haft store personlige økonomiske konsekvenser, og den nye ejerkreds har påtaget sig betydelig personlig risiko og har hænderne på kogepladen," fortæller han og peger på, at hverken FødevareWatchs dækning af konkursboets afslutning eller kurators egen vurdering fandt noget at klandre ledelsen for: Ifølge FødevareWatch blev boet gjort op med en gæld, der endte lavere end hidtil antaget, og kurator vurderede, at der ikke var grundlag for hverken konkurskarantæne eller en sag om ledelsesansvar.
Et andet mønster: Da Dalle Valle-koncernen ramlede
Sammenligner man de to sager, er der en tydelig forskel. Hos Gorm's endte det uden konkurskarantæne til nogen. Hos Dalle Valle endte det med konkurskarantæne til manden bag Dalle Valle, Mustafa Bayram, som Østre Landsret har fastslået drev virksomhed groft uforsvarligt.
Til gengæld er hans partner gennem alle årene, Haci Bayram, ikke idømt karantæne. De to har haft 40 selskaber sammen, 39 af dem er gået konkurs - de fleste, dvs 31, efter konkurslovens §143, hvor selskabet har været tømt for værdier, inden det gik ned.
Det er nærliggende at tro, at både Haci Bayram og kuratorerne har haft en interesse i at videreføre de sunde dele af forretningen. Formentlig er der derfor lagt en plan for, at Haci Bayram kunne fortsætte i nye selskaber fra en ny adresse, Bakkeboager i Hedehusene, mens de gamle selskaber med Mustafa Bayram i spidsen blev afviklet.
Også denne genstart har en tung begyndelse. Det nye moderselskab, HACBAY Holding ApS, kom ud af sit første regnskabsår med et underskud på 10,4 mio. kr. og en negativ egenkapital af samme størrelse. Driftsselskabet bag Dalle Valle, Glade Tider ApS, endte 2025 med en negativ egenkapital på 1,8 mio. kr. - det til trods for et overskud på 562.000 kr., efter et underskud på 2,5 mio. kr. året før. Fødevarestyrelsen har desuden ved et tilsyn i Odense i maj 2025 noteret, at virksomheden ikke havde meddelt ejerskifte til styrelsen. Og selv det nye flagskib, "Dalle Valle 2.0" på Fisketorvet, fik i sommeren og efteråret 2025 tre påbud fra Arbejdstilsynet, heriblandt to strakspåbud om kemi og maskinsikkerhed.
"Jeg kan ikke genkende jeres beskrivelse eller spekulation om, at der skulle være lagt en plan for, at jeg kunne fortsætte aktiviteterne, mens andre selskaber blev afviklet," skriver Haci Bayram i en mail og understreger, at han ikke har yderligere kommentarer.
Leverandører i tvivl
For leverandører er der god grund til at spørge ekstra grundigt ind til konkursramte kunder i restaurationsbranchen.
Coronakrisen har lagt en tung byrde på restauranter og cafeer. Mange har presset citronen for at holde skruen i vandet. Nogle er gået over stregen, sådan som det er sket hos Mustafa Bayram, der blev idømt konkurskarantæne. Det centrale spørgsmål er, om man lukker en virksomhed ned i tide og på en ordentlig måde - eller fortsætter langt ud over, hvad der er forsvarligt? Og om man vil gøre det igen? Det spørgsmål bør både leverandører og kuratorer stille sig, når de møder et konkursmønster som dette.