Et kig ind i maskinrummet for arbejdet med KM24-opgraderingen

Et kig ind i maskinrummet for arbejdet med upgraderingen den 11. september 2024.

Kunder

Nyt KM24 lanceret i går

    Nils Mulvad
  • Nils Mulvad
  • Publiceret 12. september 2024

Herligt. Så kører det nye KM24. Alle skal fremover blot logge ind her: https://km24.dk.

Det er godt nok en større opgradering, som vi har været i gang med i over et halvt år. Vi ruller ud nu. Hele kernen i systemet og hele brugergrænsefladen er ændret fundamentalt.

Nu kan vi vokse, og det er forhåbentligt blevet væsentligt nemmere at bruge for kunderne.

Per Hüttel og Søren Mulvad har stået for opgraderingen i går. De har været udfordret af, at de to systemer, det gamle og det nye, ikke kan køre samtidig. Dvs. alt skulle flyttes over på en gang. Alle brugere, alle hits og alt andet indhold skulle migreres over til det nye.

Per og Søren har testet koderne for allehånde edge-cases, diskuteret og diskuteret, om der er noget, de har overset. Herefter har de kørt en test på en bruger, nemlig mig, hvor de fandt et par småfejl, nemlig dato for hits og optælling af mediehits. Det blev så rettet, testet for nye fejl og flere rettelser, hvorefter alt blev flyttet.

Hitlocator, dvs mekanismen til at tjekke for nye hits, i det gamle system slukkede Søren for klokken 16.49 den 11. september 2024. Hitlocator i det nye system tændte han klokken 18.26 samme dag, efter at alle systemer var opdateret, hvorefter den nye hitlocator tjekkede alt det, der var kommet siden 16.49, dvs. intet er tabt.

Det nye system er i luften!

Følgende ting er ændret for den enkelte bruger

Brugere med flere konti hos os på samme e-mail er endt som kun en bruger, dvs. hvis man aktivt har benyttet begge konto, kan nogle indstillinger være forsvundet. Det gælder dog ikke, hvor man har brugt en work-around og lavet to forskellige e-mails til sig selv (xx@mail.dk og xx+1@mail.dk). Sådanne to konti er begge flyttet med over.

Nogle bruger +1-mailen som et hack til at have forskellige typer overvågning i de samme moduler.

Vi har ændret en del på hitlogikken for at gøre den enklere at bruge. Hitlogikken er reglerne for, hvordan systemet søger, når man sætter kriterier på flere områder, for eksempel både kommune og branche.

Hvis du har benyttet en speciel hitlogik, som ikke længere er understøttet, har vi sat din nye hitlogik til at være den, der nu er default for det pågældende modul. Får du for mange hit eller for få hit, så juster hitlogikken.

Vi har opsplittet det gamle virksomhedsmodul i fire moduler, fordi der var store problemer med at få præcis de hits, man ønskede i regnskaber, status, kapitalændringer og registreringer. Det skulle nu være lettere at sætte op, men tjek for en sikkerheds skyld dine indstillinger.

Vi har droppet geografiudvælgelse på postnummer, så det alle steder foregår via kommune. Gamle indstillinger er oversat til de kommuner, som et givet postnummer omfatter. Måske skal du tjekke og justere de indstillinger, så du kun får for de kommuner, du har brug for.

Om nyheder

    Her finder du alle vores KM24-nyheder. Vi skriver primært om data-drevet journalistik med udgangspunkt i data, kunstig intelligens og aktindsigt.