Danske myndigheder tilbageholder systematisk oplysninger om virksomheders brug af farlige PFAS-stoffer trods EU-regler om åbenhed. Offentligheden har ret til at vide, hvilke gifte der bruges i produktionen, og hvor de ender.

I mere end fire år har jeg forsøgt at få indsigt i, hvilke danske virksomheder der bruger PFAS-forbindelser og i hvilke mængder. PFAS er de såkaldte “evighedskemikalier”, som ikke nedbrydes i naturen, og som ophobes i mennesker og miljø.

Vi ved, at stofferne udgør en alvorlig sundhedsrisiko. Men trods denne viden holder danske myndigheder hårdnakket på, at offentligheden ikke må vide, hvem der bruger giften, og hvor den ender.

I december 2021 bad jeg Arbejdstilsynet om udtræk fra Produktregistret, som er det register, hvor virksomheder skal indberette deres brug af farlige stoffer. Jeg ønskede at undersøge 12.039 forskellige PFAS-forbindelser.

Jeg fik afslag. Jeg klagede til Beskæftigelsesministeriet. Igen nej.

Så klagede jeg til Folketingets Ombudsmand, som sendte sagen tilbage til Beskæftigelsesministeriet, der sendte den til Arbejdstilsynet, og siden da har sagen cirkuleret mellem de tre instanser.

Jeg venter stadig på en endelig afgørelse nu i 2026. Den seneste hjemvisning fra Beskæftigelsesministeriet kom i april 2025. I januar 2026 – efter ni måneder - har Arbejdstilsynet så orienteret mig om, at sagen er sendt i høring – igen – hos de virksomheder, som jeg har bedt om oplysninger om.

Skandalen i Kvistgård

Mens myndighederne bruger år på at holde oplysningerne hemmelige, viser en aktuel sag, hvad hemmeligholdelsen kan betyde i praksis.

I Kvistgård har Nordens største teflon-fabrik, Accoat, i årevis udledt store mængder PFAS til miljøet. Sagen har fyldt i medierne, og forureningen har ramt både jord, grundvand og naboer.

Det tankevækkende er, at Arbejdstilsynet hele tiden har haft adgang til Produktregistret, hvor virksomhedens brug af PFAS er registreret. Tilsynet kunne have set, at der her var tale om en virksomhed med stort forbrug af farlige stoffer og have tilrettelagt sin kontrolindsats derefter. Tilsynet kunne ligeledes have givet besked til Miljøstyrelsen, der også kunne have kontrolleret miljøet omkring virksomheden. Men det skete ikke.

Registret blev ikke brugt til at identificere risikable virksomheder. Det stod bare som et ubrugt arkiv, mens forureningen fortsatte.

Sagen rejser spørgsmålene om, hvorfor man ikke bruger Produktregistrets oplysninger til kontrol, og hvorfor man ikke gør dem tilgængelige for offentligheden?

Sagen illustrerer et paradoks i dansk forvaltning.

På den ene side har vi EU's miljøoplysningsdirektiv, som er implementeret i dansk lov, og som giver borgerne udvidet ret til indsigt i miljøoplysninger. Direktivet bygger på en enkel tanke: Offentligheden har ret til at vide, hvad der forurener vores omgivelser.

På den anden side har vi Produktregistrets regler om fortrolighed, som beskytter virksomhedernes forretningsinteresser.

Når disse regler støder sammen, vinder forretningsinteresserne tilsyneladende hver gang. Arbejdstilsynet lægger virksomhedernes egne vurderinger, af hvad der bør holdes hemmeligt, uprøvet til grund.

Beskæftigelsesministeriet og ombudsmanden har flere gange underkendt tilsynets begrundelser, men i stedet for at træffe en afgørelse sender ministeriet bare sagen tilbage til fornyet behandling i Arbejdstilsynet.

Og så begynder ventetiden forfra.

Giftstoffer i industrien er fortroligt

Undervejs i processen har jeg fået delvis indsigt i nogle oplysninger. De afslører, at PFAS bruges i langt flere brancher og produkter end hidtil antaget: Køle- og ventilationsanlæg, metaloverfladebehandling, belægninger på bygninger og industriprodukter.

Stofferne er overalt. Men de præcise mængder og de konkrete virksomheder forbliver hemmelige.

Det er en besynderlig situation. Landmænd skal indberette, hvilke pesticider de bruger, og disse oplysninger er offentligt tilgængelige. Enhver kan se, hvilke landmænd der har sprøjtet og med hvad. Men når det gælder andre giftstoffer i industrien, er alt fortroligt.

Vi kan ikke se, hvilke virksomheder der bruger PFAS, i hvilke mængder og til hvad. Vi kan ikke kontrollere, om myndighederne fører ordentligt tilsyn. Og vi kan ikke identificere, hvor forureningen stammer fra – før skaden er sket, som i Nordsjælland.

Et defekt klagesystem

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har slået fast, at myndigheder har pligt til at sikre borgerne oplysninger om risici for liv og helbred. Sådanne oplysninger kan ikke gemmes væk som forretningshemmeligheder. Alligevel er det, præcis hvad der sker i Danmark.

Klagesystemet fungerer som en effektiv forhalingsmekanisme. Når en myndighed træffer en afgørelse, kan den påklages til den overordnede myndighed. Når klageren får medhold, sendes sagen tilbage til den første myndighed til fornyet behandling. Myndighederne kan tage måneder om at svare.

Og ombudsmanden kan kun gå ind i sagen, når alle klagemuligheder er udtømt.

Hans udtalelse giver så anledning til en ny runde af sagsbehandling. Resultatet er, at en simpel aktindsigtsanmodning kan trækkes i årevis, uden at borgeren får de ønskede oplysninger.

Med andre ord er klagesystemet i aktindsigtssager defekt. Ombudsmanden virker ikke mere. En lovrevision bør få det rettet op.

Og vi må - indtil klagesystemet fungerer - køre denne slags sager, der går i hårdknude, som stævninger i retssalen for myndighedernes brud på loven. Det er dyrt, men der er næppe anden vej frem.

Der er brug for en fundamental ændring af myndighedernes åbenhed om miljøfarlige stoffer. Offentligheden har ret til at vide, hvilke gifte der bruges i produktionen, og hvor de ender.

Det handler om vores sundhed, vores miljø og vores mulighed for demokratisk kontrol med myndighederne.

Og som sagen fra Nordsjælland viser: Hemmeligholdelse beskytter ikke bare virksomhedernes forretningsinteresser – den forhindrer også, at myndighederne opdager problemerne i tide.

Billedet af PFAS-forurening er AI-genereret.