Arbejdstilsynet genåbner adgang til oplysninger efter kritik
- Nicoline Noe
- Publiceret 29. januar 2025
- Sidst ændret 30. januar 2025

Byggeplads. Illustration: Imagen3
Efter pres fra KM24 og en kritik af en mulig ulovlig lukning har Arbejdstilsynet offentliggjort nye informationer om afgørelser. Fremtiden for oplysninger om tilsynsbesøg er stadig uvis.
Efter flere ugers utilgængelighed har Arbejdstilsynet genåbnet adgangen til data om tilsynsafgørelser. Det er bl.a. igen muligt at følge med i, hvilke arbejdspladser der har problemer med vold mod personalet eller sikkerhedsrisici i forbindelse med asbest eller andre kræftfremkaldende materialer.
Genåbningen kommer efter kritik fra KM24, som har klaget over den manglende adgang til Beskæftigelsesministeriet. Kritikken førte til en dialog mellem ministeriet og Arbejdstilsynet, hvilket har resulteret i en midlertidig løsning for offentliggørelse af data.
Tilsynsindblikket har ikke vist nye oplysninger siden den 13. december 2024 på grund af en systemopdatering. Derfor har det ikke været muligt at følge med i arbejdsmiljøproblemer hos virksomheder, der opererer i Danmark. Ifølge Arbejdstilsynet ville der oprindeligt først være adgang til oplysninger igen ved udgangen af marts 2025.
Kritik fra jurist
Lukningen af Tilsynsindblikket er blevet kritiseret af mediejurist og offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen, der vurderer, at det ikke var lovligt at blokere for offentlig adgang til data i så lang en periode. Ifølge Oluf Jørgensen er Arbejdstilsynet forpligtet til at offentliggøre oplysninger om virksomheders arbejdsmiljø, og en langvarig afbrydelse er i strid med bekendtgørelsen.
Hos KM24 er direktør Nils Mulvad enig i vurderingen og påpegede i klagen til Beskæftigelsesministeriet, at nedlukningen også er et brud på loven om offentlighed i forvaltningen.
Fremtidig offentliggørelse stadig uklar
Selvom offentligheden igen har fået indsigt i afgørelser om arbejdsmiljøproblemer, er det endnu uvist, hvordan oplysningerne vil blive offentliggjort fremover. Oplysningerne, der nu kan tilgås via Tilsynsindblikket på Arbejdstilsynets hjemmeside, dækker perioden fra den 14. december 2024 til den 27. januar 2025 og kan downloades som et samlet Excel-ark.
Der er heller ikke klarhed over, om Arbejdstilsynet vil inkludere navne på udenlandske virksomheder, der opererer i Danmark, da disse mangler i den midlertidige offentliggørelse. Oplysninger om nye tilsyn hos virksomheder er heller ikke inkluderet.
KM24 vil fortsat arbejde for, at offentligheden får adgang til oplysninger om arbejdsmiljø. Meldingen fra Arbejdstilsynet er stadig, at systemet forventes af være fuldt opdateret ved udgangen af første kvartal 2025.