ankesager
EjendommeGeografiVirksomhederPoliti/retsvæsenMyndigheder

17 tip: Sådan får lokalmediet mere ud af KM24

    Nils Mulvad
  • Nils Mulvad
  • Publiceret 13. november 2026

De fleste lokale redaktioner bruger kun en del af KM24. Her er de konkrete ting, vi oftest ser mangle, når vi gennemgår en redaktions opsætning. De fleste tager under fem minutter at sætte op.

Tip 1: Ankesager – når en lokal sag ryger i landsretten

Ankesager er det nyeste modul og et godt eksempel på, hvad overvågning kan. Ideen kom fra en lokal journalist.

Problemet: Når en sag fra den lokale byret bliver anket, kommer den på retslisten i Østre eller Vestre Landsret. Men der står ikke, at det er en lokal sag. Redaktionen skal selv holde øje med landsretternes retslister og gætte, hvilke sager der stammer fra deres område. Mange opdager det tilfældigt eller slet ikke.

Løsningen: KM24 gemmer byretternes retslister. Når en sag dukker op på landsrettens retsliste, kobler vi den til sagen i byretten. Du vælger din byret og får et hit, så snart sagen står på landsrettens retsliste. I mailen står også, hvordan sagen var beskrevet på byrettens retsliste, så du kan genkende den.

Sådan afgrænser du geografisk: Du vælger byret, ikke kommune. Hver byret dækker en fast retskreds. Slagelse og Sorø hører fx under Retten i Næstved. Vælger du den, får du alle ankesager derfra. Det er lidt bredere end de to kommuner, fordi retskredsen også dækker nabokommunerne. Men du får ikke sager fra resten af landet.

Hvorfor ikke kommune? Vi undersøgte, om vi kunne bruge bynavnet på byrettens retsliste. Det holder ikke. Flere byretter skriver slet ikke stedet på retslisten, fx Aarhus, Aalborg og Randers. Og mange bynavne findes i flere kommuner. Det ville både give falske hits og misse sager. Byretten er det sikre kriterium.

Hvem ser hvad: Ankesager og søgeord, som du opretter, kan kun ses af kolleger i samme organisation.

Eksempel: En redaktion på Bornholm vælger Retten på Bornholm og får besked, hver gang en af rettens sager kommer på retslisten i landsretten. Ingen skal længere tjekke landsretternes lister manuelt.

Søgeord og opsætning

2. Brug ikke stjerne. "Erhverv*" giver aldrig hit. Skriv "erhverv", så kommer bøjningerne med af sig selv.

3. Sæt altid kommune på. Fx under Skatteskyldnere. Ellers får du hele landet.

4. Aktivér de moduler, du ikke bruger. Klik på plustegnet ud for "Moduler" i venstre side. Her ligger alt det, I ikke har slået til. Der er ofte flere, end man tror.

5. Lav en ekstra bruger, når to opsætninger ikke kan stå i samme overvågning. Et modul kan ikke både give dig alle regnskaber og særskilt markere dem med risikoord. Løsningen er en bruger nummer to med din egen mail plus "+1", fx navn+1@avis.dk. Mailen lander i din normale indbakke, men systemet ser det som en ny bruger.

6. Brug redaktionsmail, og aftal, hvem der passer opsætningen. Ligger overvågningerne på en tidligere medarbejders mail, forsvinder de, når vedkommende stopper. Flyt dem til en fælles redaktionsmail, og aftal, hvem der er administrator.

7. Vælg kilder i Medier. Har du søgeord i Medier, men ingen medier krydset af, får du ingen hits. Modulet søger kun i de kilder, du har valgt.

Virksomheder og penge

8. Regnskaber med risikoord. Få særskilt besked, når et lokalt regnskab nævner fx forbehold, going concern eller tab af egenkapital. Det fanger de regnskaber, man ellers ikke ville åbne.

9. Konkursrisiko og faresignaler. Vælg kommunen, og få besked, når vi vurderer, at et lokalt selskab har høj eller forhøjet konkursrisiko. Det gælder cirka 10 procent af de omkring 385.000 aktive selskaber. I rapporten kan du se hvorfor, fx hyppige skift i ledelsen.

10. Følg virksomhederne under "Mine overvågninger". Læg de vigtigste lokale virksomheder ind på en liste. Så får du hits, når de bliver omtalt i danske eller udenlandske medier, eller der sker noget i de andre moduler.

11. Tilbagekald. Få besked, når en lokal virksomhed skal tilbagekalde fødevarer, fordi de er sundhedsfarlige. Det sker sjældent, men det er altid en historie.

Land, by og miljø

12. Plandata. Alle kommuner leverer nu lokalplaner i samme digitale format. Du får besked, når en lokalplan bliver foreslået, vedtaget eller aflyst. Der er næsten altid en historie i det.

13. Miljøsager og miljøannonceringer. Vælg fx tilsyn, påbud, afslag, håndhævelse og miljøgodkendelse. Det er her, kritikken af virksomheder står. Miljøannonceringer viser større sager og initiativer fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, fx om den grønne trepart.

14. Husdyrbrug. Få besked, når en landmand i kommunen ændrer antallet af dyr. Sæt en grænse, fx mindst 50 dyr, så du ikke får de små ændringer. Sygdomsudbrud kan overvåges særskilt.

15. Kystdirektoratet. Direktoratet tolker strandbeskyttelseslinjen stramt og er ofte uenig med kommuner og borgere. Sagerne giver gode lokale historier.

Mennesker, magt og retten

16. Dødsfald. Sæt en aldersgrænse, og brug hits til hurtige nekrologer. Vi får dødsfald fra skifteretterne og fra ejeroplysninger. Men vent med at ringe og publicere: Nogle medier er kommet til at skrive, før de pårørende har fået besked.

17. Andre oplagte overvågninger. Folketinget: få besked, når kommunen nævnes, fx i spørgsmål eller lovforslag. Kritik af sundhedspersoner: kritik med navn og tilsynslisten, afgrænset på retskreds. Politi: også Anklagemyndighedens udmeldinger fra din kreds, men den udsender kun udvalgte tiltalerejsninger. Bolig: boliger til salg over en beløbsgrænse, fx 5 mio. kr.

Skru ned, hvis du drukner

Start bredt. Får du for mange hits, så indsnævr med søgeord eller en NOT-søgestreng. Det er bedre at fjerne for meget bagefter end aldrig at få historien.

Vil du have gennemgået jeres opsætning, så skriv til support@km24.dk eller ring til Nils på 51 50 48 08 eller Tommy på 27 26 88 18.

Om nyheder

    Her finder du nyheder, analyser og debatindlæg fra KM24. Vi skriver om offentlige data, åbenhed, virksomheder, overvågning og research – og om, hvordan data kan bruges til at skabe indsigt og afdække kritiske forhold. Du kan også læse om nye muligheder i KM24.

    Se også vores Nyhedsbreve.