Undergrundsbankerne er blevet den centrale mekanisme, der binder international hvidvask sammen på tværs af skattesvindel, sort arbejde og organiseret kriminalitet. Ingen kender det fulde omfang.

I en opsigtsvækkende aktion i 2020 fik politiet knækket koden til den krypterede beskedtjeneste EncroChat, som kriminelle brugte til at aftale udbud og priser. Politiet fik da for første gang fik et reelt indblik i, hvor stort undergrundssystemet er, selv om de kun kunne se en flig af billedet.

EncroChat var en lukket, specialiseret kommunikationstjeneste installeret på modificerede mobiltelefoner, hvor almindelige funktioner som GPS, kamera og mikrofon var fjernet.

Fransk politi fik i samarbejde med hollandsk politi og Europol omgået krypteringen ved at inficere tjenestens servere og enheder med malware, hvilket gjorde det muligt at læse millioner af beskeder direkte over skuldrene på kriminelle netværk.

Alene i Danmark har beskederne fra EncroChat ifølge DR ført til sammenlagt over 1.000 års fængsel til danske kriminelle. Men afsløringen ændrede ikke på selve systemet.

Siden har europæisk og fransk politi knækket en række af de tjenester, de kriminelle miljøer efterfølgende flyttede over på: Sky ECC i 2021, Ghost i 2024 og senest Matrix i december 2024.

Hver gang er mønstret det samme, en tjeneste bliver afsløret, og de kriminelle finder den næste.

For svært at veksle kontanter og smugle dem ud

Torben Svarrer, ledende politiinspektør i Politiets Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), siger til DR i forbindelse med dokumentaren "Undergrundsbanken", som DR sendte den 30. august 2026, og som ligger på dr.dk, at de kriminelle efterhånden er afhængige af undergrundsbankerne, fordi det er blevet for svært at veksle kontanter i det almindelige finansielle system og smugle dem ud af landet.

I stedet afleveres kontanterne til en undergrundsbank i Danmark, og et tilsvarende beløb hentes i Euro i en anden undergrundsbank et andet sted i verden, uden at nogen bankoverførsel nogensinde krydser en grænse.

Hawala er en typisk undergrundsbank. Hawala er et uformelt betalingssystem, hvor penge ikke sendes fysisk over grænser. En kontant betaling et sted udløser en tilsvarende udbetaling et andet sted, styret af beskeder mellem lokaale mellemmænd, der stoler på hinanden. Undergrundsbankerne tager normalt et gebyr på 10 pct.

Europols leder for finansiel kriminalitet, Lucy Myles, kalder i dokumentaren undergrundsbankerne for en stor trussel mod EU's sikkerhed og finansielle system.

Ifølge DR fører pengesporet i dokumentarens sager blandt andet til Tyrkiet, Spanien, Belgien, Holland og Syrien.

Hawala fortsætter selv om en enkelt bliver taget

Det, der gør systemet så svært at komme til livs, er, at de involverede beløb er så store og at enkeltpersoner er udskiftelige. Niels Sandøe, journalist og medforfatter til bogen "Rede Penge", var med i produktionen af dokumentaren "Undergrundsbanken" og har fulgt sagskomplekset tæt.

"Når dansk politi afslører og fjerner en hawala-mand, bliver han erstattet af en ny i løbet af kort tid. Det samme gælder fakturafabrikkerne. Lukker man én, åbner en anden. Der er så mange penge i systemet, at det ikke er sårbart over for, at enkeltpersoner bliver taget," siger Niels Sandøe til KM24.

Det var netop den internationale dimension og det reelle omfang, som indsigten i trafikken i beskedtjenesterne viste. Det er langt større end det, de enkelte danske retssager afslørede. Omfanget af den internationale hvidvask og de danske bidrag hertil kommer frem i DR's dokumentar Undergrundsbanken.

Alligevel er det næsten udelukkende den danske ende, politiets efterforskning koncentrerer sig om: fakturafabrikkerne og den enkelte hawala-forbryder. Det internationale spor, dvs. hvor pengene ender, og hvem der styrer hele systemet, bliver ikke forfulgt.

Svarrer peger selv på hvorfor. Selv med et udbygget samarbejde i Europol bliver opklaringen svær, så snart pengene forlader et land, og for alvor svær, når de forlader EU, fordi hvert land har sin egen lovgivning at tage hensyn til.

Sådan foregår det i praksis

En fakturafabrik er en virksomhed, der sender falske fakturaer til kundeselskaber, som vil betale sort arbejde med kontanter. Ofte er det helt almindelige virksomheder inden for byggeri, anlæg, rengøring, hotel og restauration eller transport.

Kundeselskabet betaler fakturabeløbet inklusive moms ind på fakturafabrikkens bankkonto og får beløbet udbetalt igen som kontanter, minus et gebyr. Kontanterne bruges til at betale de ansatte sort, mens fakturaen indgår i regnskabet.

Fakturafabrikken har ikke selv de kontanter liggende. Dem skaffer den hos en undergrundsbank, der til gengæld anviser, hvor fakturafabrikken kan sende sin faktura videre til. Fakturafabrikken afregner selv aldrig momsen til Skat af de fakturaer, den sælger.

Det kan som i dokumentaren være en virksomhed i udlandet, der lader fakturaen indgå i sit eget regnskab som betaling for varer, fakturafabrikken reelt ikke selv har brugt, men for eksempel er sendt fra den udenlandske virksomhed til en virksomhed i Syrien, der har købt varerne via undergrundsbanken.

Det er sådan, pengene fra fakturafabrikkens bankkonto forsvinder ud af Danmark uden at efterlade et spor til de kontanter, der samtidig kommer den anden vej.

"Fakturafabrikken tager typisk omkring 10 procent i gebyr for at levere kontanterne, og undergrundsbanken lægger selv omkring 10 procent oveni for sin del af arbejdet. Så den samlede pris for at få kontanter hvidvasket og sendt ud af landet lander på omkring 20 procent," siger Niels Sandøe.

Alle led tjener på kredsløbet

Hvert led har sin egen grund til at være med. Kundeselskabet i grafikken er typisk en bygge- eller vikarvirksomhed, der kan tilbyde en lav pris, fordi den betaler en del af lønnen sort og lægger de omkring 20 procent i gebyrer oveni som en driftsomkostning.

Den udenlandske virksomhed kan på den måde sælge sine varer til en kunde i Syrien, selv om kunden ikke må betale gennem landets etablerede banksystem. Modtageren i Syrien kan tilsvarende købe varerne, selv om landets banker er afskåret fra det internationale banksystem, og betaler til gengæld omkring 10 procent i gebyr til undergrundsbanken for det.

Undergrundsbankerne tjener på hvert led i kredsløbet, både på kundeselskabets og fakturafabrikkens kontantgebyr og på gebyret fra modtageren i Syrien. Det er den fortjeneste, der holder systemet kørende.

Svært at gardere sig

Netop fordi kredsløbet foregår uden bankoverførsler, er det næsten umuligt at gardere sig, både for de virksomheder, der ønsker at gøre det ordentligt, og for banker, revisorer og andre, der jagter hvidvask.

En hovedentreprenør eller en almindelig virksomhed, der hyrer en underleverandør til en opgave, støder normalt kun på det sidste led i kæden: en virksomhed, der bruger kontanter til at betale for arbejdet, på en byggeplads eller en restaurant, måske udført af udenlandske arbejdere eller folk på kontrakter, der grænser til slaveri.

Hverken fakturafabrikken eller undergrundsbanken bag er synlig for den, der køber ydelsen. Det, der ser ud som en underleverandør med en skarp pris, kan i virkeligheden være det sidste led i et kredsløb, der strækker sig gennem en dansk fakturafabrik, en undergrundsbank, narkokriminalitet i Danmark og videre til flere modtagere i udlandet, som vist i grafikken.

Se på mønster og netværk

Den eneste reelle måde at gardere sig på er ikke at kigge på den enkelte virksomhed isoleret, men på dens mønster og netværk.

Virksomheder, der indgår i et fakturafabrik- og hawala-kredsløb, ligner sjældent en kriminel organisation udefra, men de deler ofte kendetegn med tidligere afslørede sager: samme typer ledelseskonstruktioner, samme revisorer eller rådgivere, samme mønstre i ejerskifter og stiftelser, samme adresser eller forbindelser til selskaber, der allerede er dømt for hvidvask.

Det er den slags mønstre, værktøjer som KM24 er bygget til at finde. KM24 sammenligner en given virksomhed og dens ledelse med de netværk, andre virksomheder tidligere afsløret for hvidvask-lignende forhold har indgået i. For en virksomhed, der vil undgå at blive del af kæden uden selv at vide det, er det i praksis den eneste måde at se ind bag det sidste led.

Kendt metode gennem flere år

Modellen for hvidvask gennem hawala har været kendt i flere år, uden at det internationale spor er blevet forfulgt for alvor. I Operation Ozark fik bagmanden Hasnat Siddique Ahmed - også kaldet Hassan Ahmed - i 2022 fem års fængsel for at drive 12 fakturafabrikker fra sin lejlighed i København, via kontakter til et hawala-netværk, der leverede over 100 millioner kroner i kontanter.

Politiet fandt siden frem til flere af de hawala-mænd, der havde leveret pengene, deriblandt Jowan Haji Osmaan (også kaldet GNG), der drev et autoværksted, og som også blev dømt og i dag lever i Dubai.

I takt med at flere blev identificeret stod nye aktører klar til at overtage.

I en sag fra Randers samme år blev en mand idømt tre års fængsel for at have hvidvasket 70 millioner kroner gennem en fakturafabrik skjult bag en restaurant og et legeland.

DR anslog i 2023, at næsten 700 millioner kroner fra danske virksomheder involveret i hvidvask-, moms- og skattesager for tilsammen flere milliarder kroner sandsynligvis var endt hos undergrundsbankerne.

Kalle Johannes Rose fra CBS Law og Lars Krull fra Aalborg Universitet vurderede dengang, at systemet reelt omgår både sanktionslister og hvidvaskovervågning, fordi pengestrømmen bliver usynlig, så snart den omdannes til varer.

Narkokriminelle føder hawala med danske kontanter

Det er ikke kun hvidvask af sort arbejde, systemet driver. Ifølge Torben Svarrer fra NSK spiller undergrundsbankerne efter politiets vurdering også en afgørende rolle for at drive narkotikanetværk i Danmark, fordi de giver kriminelle en måde at flytte overskuddet ud af landet på uden at efterlade spor.

Det er de kontante betalinger for narko i danske kroner, der bagefter bliver brugt af hawala-banken til at betale fakturafabrikken, mens de narkokriminelle via undergrundsbanken betaler for deres narko i for eksempel Holland med Euro.

Det samme kredsløb af undergrundsbanker bruges således, uanset om pengene stammer fra sort arbejde, skattesvindel eller narkohandel, ligesom det også bruges af private, der blot skal sende penge til familien i andre lande.

Undergrundsbankerne vokser og vokser

Fra disse sager og frem til i dag tegner der sig et billede af en forretning, der ikke er blevet mindre, men væsentlig større, og mere international, end selv de involverede myndigheder regnede med.

Så længe efterforskningen stopper ved den danske grænse, og så længe hver afsløring blot fører til en ny aktør i stedet for den forrige, er det ikke politiet eller myndighederne, der i praksis sætter grænsen for, hvor stort systemet kan blive.

Det gør de involverede selv.

"Der er så store fortjenester i det, at det fortsætter med at vokse," siger Niels Sandøe.