Konkurskarantænerne runder 5.000 for første gang, og 2026 tegner til rekord i tilgang
- Nils Mulvad
- Publiceret 8. september 2026



KM24 har fået Erhvervsstyrelsen til at udlevere den samlede tidsserie for konkurskarantæne tilbage til 2015 efter en anmodning om aktindsigt.
Antallet af personer med en aktiv konkurskarantæne har for første gang passeret 5.000. Samtidig tegner 2026 til at blive et rekordår for antallet af nye pålagte karantæner.
Pr. 3. september 2026 var 5.005 personer registreret med en aktiv konkurskarantæne, viser tal, som KM24 har fået udleveret efter en anmodning om aktindsigt hos Erhvervsstyrelsen. Til sammenligning var tallet 4.787 pr. 1. januar 2026 og 24 pr. 1. januar 2015, året efter reglerne trådte i kraft.
I år er der foreløbig tilgået 1.325 nye karantæner. Fastholdes den fart, ender 2026 på cirka 1.970 nye karantæner, hvilket er højere end den hidtidige årsrekord fra 2020 på 1.927.
Erhvervsstyrelsen bemærker, at tallet er et øjebliksbillede over de personer, som skifteretterne har registreret på den pågældende dag. Det er ikke udtryk for antallet af karantæner tilgået eller fragået registeret, og en enkelt person kan være registreret med flere konkurskarantæner.
Sådan er antallet vokset
Aktive konkurskarantæner pr. 1. januar hvert år:
Ser man på det samlede antal pålagte karantæner, aktive og historiske tilsammen, var tallet 15.646 pr. 3. september 2026, mod 24 pr. 1. januar 2015.
Ny tilgang pr. kalenderår
Trækker man Erhvervsstyrelsens totaler fra år til år, får man tilgangen af nye karantæner:
Fremskrives 2026 lineært til hele året, ender antallet af nye karantæner på cirka 1.970. Det er højere end den hidtidige årsrekord i 2020 på 1.927 og cirka 300 flere end 2025.
KM24 havde også bedt Erhvervsstyrelsen oplyse om karantænerne opdelt på almindelig og udvidet karantæne, jf. konkurslovens § 159. Det kan styrelsen ikke, skriver den i svaret på aktindsigtsbegæringen.
Et større omfang end forudset
Konkursrådet afgav i sommeren 2023 en betænkning (nr. 1582/2023) med forslag til revision af konkurskarantænereglerne. Baggrunden var, at reglerne over ti år havde medført et større antal sager, end oprindeligt forudset. Justitsministeriet formulerede det ved fremsættelsen af det oprindelige lovforslag sådan:
"Konkurskarantænereglerne har over de seneste 10 år medført flere tusinde sager om konkurskarantæne. De mange karantænesager har givet et mere klart billede af reglernes anvendelighed, men også medført problemstillinger, der ikke var forudset ved reglernes indførelse."
"Det er mange. Vi ser langt flere konkurskarantæne, end vi ventede, da vi lavede reglerne. Men jeg mangler stadig at se et eksempel på en karantæne, der ikke burde være tildelt," siger formanden for Konkursrådet, professor Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Københavns Universitet.
Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen kan ikke give en entydig forklaring på stigningen.
"Antallet af karantæner påvirkes af mange faktorer, herunder antallet af konkurser. Antallet af konkurser afhænger ikke kun af konjunkturerne, men også af hvor mange selskaber, der sendes til tvangsopløsning, og andre forhold såsom tidspunktet for tilbagebetaling af covid19-lån mv. Stramningen af kravene til en kurators uafhængighed af skyldnerselskabet kan muligvis også have haft en virkning sammenholdt med den øgede klarhed i konkursloven om anvendelsesområdet for karantænereglerne. Så jeg kan ikke pege på en bestemt årsag," understreger han.
Reglerne blev indført med lov nr. 429 af 1. maj 2013 og trådte i kraft 1. januar 2014. Det oprindelige grundlag var Konkursrådets betænkning nr. 1525/2011 om konkurskarantæne.
Registret bliver først offentligt senere
Med L 12 A, som Folketinget vedtog 27. august 2026, får offentligheden på sigt adgang til at slå op i registret via CVR. Loven sætter ingen dato for åbningen, og når adgangen kommer, viser den kun aktive karantæner. Historiske karantæner forbliver i Erhvervsstyrelsens interne database og bliver ikke offentligt tilgængelige.
Vi har tidligere beskrevet konsekvenserne af den model her: https://km24.dk/news/konkurskarant%C3%A6ner-kommer-i-cvr-halvhjertet-forsinket-og-uden-historik/.
Hvad det betyder for erhvervslivet
Med 5.005 aktive karantæner og 15.646 pålagte karantæner i alt siden 2014 er problemet af et større omfang, end mange virksomheder er bevidste om. Håndværkere, revisorer, banker, kommuner og andre, der indgår aftaler med selskaber og ledelsespersoner, har lige nu ingen mulighed for at slå en person op og se, om vedkommende har karantæne.
Justitsminister Peter Hummelgaard formulerede det ved fremsættelsen af lovforslaget sådan:
"Vi har mange dygtige og hæderlige erhvervsdrivende i Danmark. Men der er desværre også nogle, som på en groft uforsvarlig vis misbruger selskaber til at påføre forbrugere, erhvervsdrivende og det offentlige store økonomiske tab."
Åbningen af registret vil ifølge lovforslaget kunne bidrage til, at "håndværkeren, rengøringsfirmaet eller privatpersonen i højere grad selv kan være med til at sikre sig mod potentielle tab". Indtil erhvervs- og konkurrencekraftsministeren sætter en dato for åbningen, står den mulighed stadig ubrugt.