JFM: KM24 giver nye historier fra oversete kilder
- Tommy Kaas
- Publiceret 10. november 2026


Udviklingsredaktøren har mange konkrete eksempler på, hvordan KM24-hits er blevet til journalistik.
Arbejdstilsynet viste sig at være en guldgrube af historier, siger udviklingsredaktør Anders Hjelmer Paulsen. Lokal- og regionaljournalisterne på Jysk Fynske Medier (JFM) bruger flittigt KM24’s mange muligheder for overvågning.
Mediekoncernen JFM har efterhånden god erfaring med at bruge KM24. JFM udgiver 15 dagblade. Dertil kommer ugeaviser, nyhedssites, radiostationer mv. I foråret 2025 lærte de mange journalister værktøjet at kende, og det, at der i KM24 er samlet mange overvågningsmuligheder på samme sted, er ifølge udviklingsredaktør Anders Hjelmer Paulsen en stor gevinst:
”Noget kan man nok finde andre steder, men det, der gør KM24-værktøjet så godt, det er, at der er samlet rigtig meget overvågning ét sted. Det er ret smart, at man kan få en mail med besked til de redaktioner eller journalister, der vil have det, på det tidspunkt, der passer dem bedst. Det fungerer rigtigt godt for os.”
Et stærkt værktøj
Mulighederne for at søge konkrete selskaber, personer mv. frem benyttes også på JFM, men især af erhvervsjournalisterne på de enkelte medier. Muligheden for at grave i relationer og sammenhænge betegner udviklingsredaktøren som ”et stærkt værktøj”.
Anders Hjelmer Paulsen peger dog først og fremmest på KM24’s overvågningsmuligheder, når han skal nævne eksempler på gode historier, som journalisterne måske ellers havde overset. Adskillige områder har kastet god journalistik af sig ved at blive fulgt tæt: Boligstof, klagenævn, virksomhedsregnskaber og fødevaresmileyer for bare at nævne nogle. Og så arbejdsmiljøproblemerne:
”Arbejdstilsynet har jo vist sig at være en guldgrube af gode historier. Nu er jeg ikke selv skrivende journalist. Jeg sætter søgninger op og underviser i brugen. Men det virker til, at vi tidligere ikke har haft øje på de gode historier, som ligger i de hits fra Arbejdstilsynet, som KM24 sender til os. Vi har fået lavet rigtig mange gode historier - fx om problemer på plejecentre - som jeg tror, vi ikke havde opdaget, hvis ikke I havde givet besked til os.”

På JFM er Anders Hjelmer Paulsen den overordnede administrator af KM24. Han har undervist journalisterne i brugen, og han har sat søgninger op i diverse overvågningsmoduler.
Via oplæg og nyhedsbreve med gode konkrete eksempler inspirerer JFM’s udviklingsredaktører deres kolleger til at få journalistik ud af KM24. På de enkelte redaktioner har Anders Hjelmer Paulsen tovholdere – ca. 40 i alt – der kan justere og fintune opsætningen af søgningerne, så de bedst muligt passer til de enkelte redaktioners dagligdag og behov.
Gå efter en snæver søgning
Det gælder nemlig om at tilpasse, så man får det, man har brug for, men absolut heller ikke mere, siger udviklingsredaktøren:
”Når man opretter overvågninger, så kan man nemt blive meget begejstret over, hvor meget man egentlig kan få sendt. Men man finder efterhånden ud af, at det er bedre at lave en ret snæver søgning, så man ikke bliver bombarderet med hits. Hvis man får alt for mange hits, som er irrelevante, og som ikke fører til journalistik i sidste ende, så bliver man på et tidspunkt blind for de mails, der kommer, og så får man ikke checket dem. Hellere modtage lidt færre mails, men hvor det er rigtig gode mails med relevante hits.”
”Så det er nok mit bedste råd til andre, som skal bruge værktøjet: Sig ikke ja til det hele, men tænk over, om det virkelig er noget, man har lyst til at få i sin indbakke hver eneste dag.”